Historien om Haandbryggerlauget af 1970


Kort om Haandbryggerlauget
“Haandbryggerlauget af 1970” (HBL) er et laug af øl-entusiaster, som laver deres eget øl, kaldet for haandbryg.
Lauget er idag Nordens (måske verdens) ældste Haandbryggerlaug og har i tidens løb fostret mange gode bryggere og opskrifter.


Haandbryggerlauget i Gellerupparken
Som det er muligt at læse herunder, startede Haandbryggerlauget i lokaler i Gellerupparken i Brabrand, Aarhus. Det blev den første og ældste forening under Brabrand Boligforening (BBBO), og i de kommende 48 år havde HBL bolig og fællesskab med BBBO og beboerne i Gellerupparken, hvor også hovedparten af medlemmerne boede.

Tiderne skifter og i forbindelse med Helhedsplanen i Gellerup & Brabrand fik Afd. 4, (som er den lovformelige ejer af Tousgården & Laden), mulighed for at gentænke og ombygge huset. I starten forsøgte man at inkludere Lauget i den nye løsning, men efterhånden stod det klart at beboersammensætningen i Gellerupparken og Afd. 4 havde ændret sig så meget, at man ikke kunne se et forsat samarbejde med en forening der bryggede alkohol.

Så på trods af et intenst forsøg med projektledere og ledelsen i BBBO om at finde en boligløsning og fortsætte det gamle samarbejde, måtte Haandbryggerlauget alligevel d. 1. september 2018 rykke teltpælene op og flytte til nye lokaler.

Det nye Laug
Valget faldt på nogle særdeles egnede lokaler på en gård i Harlev, hvor et af laugets medlemmer tidligere havde drevet et Microbryggeri.
Gårdens ejer var endda villig til at opsige en anden lejer i naborummet, for at Lauget også kunne få plads til en laugsstue.

Meget skulle bygges og ombygges før gryderne kunne sættes i kog – men heldigvis har tilgangen til HBL i de senere par år været særdeles positiv, og mange nye medlemmer har lagt arbejdstimer i Lauget, for at få bygget noget der må betegnes som et særdeles velfungerende haandbryggerlaug.

I skrivende stund mangler der stadig lidt maling og trækning af elkabler, men deltagerlisten til forårets brygskole er i allerede fuld uden nogen form for markedsføring og nye moderne grydeanlæg er indkøbt. Så på trods af savnet af de gamle historiske lokaler er det med et særdeles lyst sind bestyrelsen ser på fremtiden for Haandbryggerlauget af 1970 og fejringen af 50-års jubilæet i 2020.

 

Herunder kan du læse lidt af Haandbryggerlaugets historie.
Teksten er venligst udlånt af Æresmedlem Ole Madsen.

INDHOLD:

  • Sådan begyndte det
  • Gårdens historie
  • Nordisk Haandbryggerakademi
  • Gamle traditioner i lauget
  • Historier hørt ved ølhanen

 

 

Sådan begyndte det

Initiativtager til Handbryggerlauget, medlem nummer et og æremedlem, nu afdøde, Knud Dynnes Hansen fortæller i laugets 20 års jubilumsskrift om starten på Haandbryggerlauget:

Indflytningen i det, der idag er blevet “Gellerupparken”, begyndte i april 1969, og på et par møder i november blev der valgt 6 beboerrepræsentanter, der skulle udgøre en foreløbig afdelingsbestyrelse. Ingen af os vidste noget videre om, hvad det indebar, og derfor indkaldte jeg til det første møde – uden protokol – i begyndelsen af januar 1970. Vi snakkede om, hvad det egentlig var vi skulle lave, og vi begyndte at snakke om “miljø” og “trivsel” og “komme hinanden ved” – begreber, som dengang blev skamridt, og som man vendte i munden som en skrå.

Regnskabsbudgetteme opererede med nogle kæmpetal, der fik os gemenfolk til at blive matte i knæene, men vi blev ret snart enige om, at nogle af dem i hvert fald skulle bruges til at virkeliggøre nogle af miljødrømmene. Det blev en slags brainstomm, hvor der kom en masse af ting op, som idag trives i bedste velgående i Gellerupparken.

Jeg havde samme dag i avisen set et billede af forfatteren Alf Grostøl, der var blevet landskendt, efter at han i den første TV-quiz havde vundet kr. 10.000 på spørgsmål om ølbrygning, og mine tanker var gået tilbage til det københavnske “underliv”, til “Laurids Betjent”. Der havde jeg delt bord med Grostøl og engang opnået at blive inviteret med ham hjem og oplevet, at man kunne gå ud på hans altan og skænke det dejligste skummende øl fra et par mælkejunger.

Derfor sagde jeg: “Skulle vi ikke begynde med at brygge øl sammen” og det vandt gærende genklang blandt de øvrige. Pludselig var jeg udstyret med (havde tiltaget mig) en næsten enevældig magt til “at få det op at stå”, og fire af vi seks meldte os som deltagere.

Det første udspil var kontakten til Grostøl: Ville han være med til dette, og ikke bare i fomm af et foredrag, men en proces, hvor han gav råd om den tekniske opbygning, og senere selve brygningen, så vi kunne være sikre på, at vi ville få godt øl i jungeme. Svaret var positivt, og honorarkravet blev sat til 1000 kr.

I sådan en fase kommer der altid gode ideer op: Disse penge kunne vi få dækket gennem fritidsloven – så fat i telefonen til lederen af fritidsundervisningen eller hvad pokker det hed dengang. “Joe, det kunne måske nok lade sig gøre, men hvad med Grostøls pædagogiske grunduddannelse – og lektionerne skulle ha den og den tid og der skulle være frikvarter o.s.v.” Jeg lagde telefonen, og de tanker der gik gennem mit hoved kan vist bedst beskrives med et nyopfundet ord: “Skråt op”.

Så jeg gik igang uden kommunens velsignelse, men til gengæld en uhyre intresseret og villig boligforeningsadministration i ryggen. Først og fremmest den daværende forretningsfører, Olaf Sørensen og den nuværende Torben Overgård, samt inspektør Chr. Højgård.

Det første problem, der skulle overvindes, var lokaler, men der blev med det samme stillet nogle kælderlokaler til rådighed på Dortesvej. De blev indrettet, og i mellemtiden telefonerede jeg ofte med Grostøl om de mere praktiske ting omkring ølbrygningen. En mængde begreber, som jeg ikke havde anet eksistensen af, blev min dagligdag. Hva’ fa en er en rørgodshane, og hvor får man sådan fat i et halvt hundrede stykker, en ordre på halvtreds cykelventiler med tilhørende ventilgummi får en cykelhandler til at gå på røven, hundrede mælkejunger kom fra Holstebro. Højgård sørgede for rummenes indretning plus 15 el-kogeplader o.s.v. Altsammen på regning til boligforeningens afd. 4.

Maltcentralen ville ikke honorere 700 kg. malt uden kontant betaling og et par spande gær måtte skaffes fra “Thor”. Krydderurter i en lang opremsning, dørslag, rengøringsmidler, og en smed til at lave de første halvtreds fadejunger. Det gik forrygende, og i midten af februar kunne vi sende meddelelse rundt til de allerede indflyttede beboere, at hvis de følte en uovervindelig trang til at beskæftige sig med (og her fulgte fire linier med for godtfolk totalt uforståelige begreber), kunne de bare ringe på min dør førstkommende lørdag mellem 14 og 15.

Dørklokken klimtede som en nymodens elektronisk telefon, og midt i stuen sad Grostøl med en medbragt junge porter, som de nyindmeldte fik lov at smage, og ved 1ørdagens afslutning havde 32 meldt sig, og siden kom fire til, så vi – jeg tror det var 6., 7. og 8. marts kunne gå igang med 3 hold a 12 bryggere. Samtidig bryggede vi hver aften 3 junger, så vi ville have 9 junger fællesbryg, der skulle fyres af til vores første fest aftenen til Skærtorsdag.

Hu-hej, hvor det gik. Iveren og ikke mindst interessen for at lære nogle af de andre pionerer i byggepløret at kende, var formidabel, og Grostøl var tilstede 2 af aftenerne og gav gode praktiske råd. Og når øllet havde kogt, kunne vi passende begrave jungene ude i snebunkerne, så de hurtigt kunne blive afkølet.

Men så kom -ikke halmstrået, men det læs halm, der kunne have væltet det hele. Allerede den anden aften kom der beboere fra opgangens 12 lejligheder ned og beklagede sig over stanken. I vores euforiske – og øllede sindsstemning affærdigede vi det i første omgang med en latter. Du milde himmel, her sendte vi dufte fra 600 liter kogende øl op til dem hver aften, og så kom de og beklagede sig – de skulle skamme sig.

Men klagernes ansigter blev mere og mere sammenbidte, så vi måtte gøre noget ved det, og hvad var mere naturligt end at love dem hver en junge øl. Men det hjalp ikke. Her var noget at klage over, så klagerne begyndte at gå til boligforeningen. Som altid ved slags lejligheder blir der holdt et møde. På den ene side var vi et par håndbryggere, på den anden side et par sammenbidte bebeoere og som opmand, inspektør Chr. Højgård. Vi snakkede jo godt for os i hele miljøånden, men det var tydeligt, at beboerne ville have os ud. En sund efterrationalisering fortæller da mig også, at de gode mennesker havde ret.

Men så kom Chr. Højgård som en frelsende engel med de forløsende ord, og havde han ikke været der, tror jeg ikke Håndbryggerlauget havde eksisteret idag. Det forløsende ord var “Stalden”, og vi greb halmstrået, og idag kan enhver se, hvad der kom ud af det møde.

I mellemtiden havde vores øl gæret færdigt, de nye bryggere havde hver fået deres junge hjem, og de mest ivrige var begyndt på næste bryg. Og vi plejede om de ni junger, der skulle være rammen om vores første fest, som samtidig skulle markere vores udtog fra kælderen på Dortesvej, og det skulle markeres. Med musik!

Hvis man i 1970 nævnte ordene øl og musik var der kun en fællesnævner: Harminiorkesteret Kærne. De skulle levere marchmusikken til bryggernes udtogsmarch. Nogle sagde, at de ikke var så gode til at spille i takt! Altså kontakt til Århus pigegarde, om vi kunne leje deres tambourmajor til at gå i spidsen og slå takten an. Anført af K.E. med engelsk bobbyhjelm. Skæg og ballede og fest. Jeg mindes et billede af Anders Errboe liggende på gulvet under en øljunge med strålen direkte i munden.

Vi havde selvfølgelig også inviteret pressen til brygaftenerne, og “Politiken” og “Århus Stiftstidende” skrev pænt om os, mens “Jyllands-Postens” udsendte medarbejder spåede et snarligt udsalg af øljunger og diverse. Måtte hun blive kvalt i noget surt gammeltøl. Noget var igang tilbage var regningen. Ved den stiftende generalforsamling på Årslev kro (fordi Torben Overgård havde glemt at bestille øl) kunne jeg overgive regnskabet til Helge Frederiksen, der kløjst et par gange, da han så tallet kr. 20.000. De 20.000 kr. blev et hidsigt emne på beboermødet sidst i marts. Det var for galt, at nogle få (36) brugte kr. 20.000 “af beboernes penge” på sådant noget. Håndbryggerne var mødt talstært op, og afdelingsbestyrelsen overlevede.
For i mellemtiden var vi nogle stykker, der havde lært hinanden at kende – kimen til andre aktiviteter var blevet lagt – og så havde vi fået en sekundær gevinst. Alle vi fattige mennesker oplevede med et at kunne slå ud med armene til alverden og sige: “Bare kom” – for øl, det var da noget man bare havde til at læske ganen til en god snak.

Hang der et rødt flag ud fra altanen betød det. Et man bare kunne komme – der var øl tilhuse.

De tyve år er gået, og håndbryggerlauget kan tage hul på de næste tyve, med den fortrøstning det er at vide, at man vil leve videre, blot man altid husker håndbryggereden: “Jeg vil bestræbe mig på at brygge godt øl – og nok øl” vel og mærke i den nævnte rækkefølge.

 

Gårdens historie

Tousgården, som vi kender den, blev til i 1842, da gårdejer Niels Buch ved tilkøb fra omkringliggende gårde, bl.a. Lyngbygård, og ligger nær Brabrand sogns højeste punkt, Abildhøj, som er 79 meter o.h. Navnet Tousgård kan udledes af det gammeldags togh, “vidnesbyrd”, sigtende til en retstrætte. Ordet galge indgår i marknavnet Galle Agre og tæt ved, var i gamle dage et herredstingsted. Prins Ferdinands dragoner har holdt exercits på tougsjordene, ligesom hestene var tøjrede her.
I 1871 hedder den nye ejer hofjægermester Iver Peter Theodor Quistgård. Året efter nedbrændte avlsbygningerne, og de blev herefter opført i rødsten. T. Ouistgård var gift med Clara Friis, og det er også deres initialer, samt årstallet for bygningens færdiggørelse, der står over indgangsportalen til laden, altså TQ CF 1873.

Der holdtes en besætning på 11 heste af jydsk race, 1 avlstyr, 36 køer og 36 ungkreaturer af rød dansk malkerace. Den sidste ejer af Tousgården var propritær Johannes Petersen, der overtog den efter sin far i 1926, og han solgte den til Brabrand Boligforening i 1961 for kr. 3 mill. Johannesvs søn Poul og førstekarlen Børge Jørgensen forlod først Tousgården i 1964 efter afsluttet produktion.

Da Haandbryggerlauget kom til Tousgården i 1970 slyngede Ryvej; idag Edw. Rahrsvej, sig mellem den trelængede hovedbygning og avlsbygningerne. Avlsbygningerne havde form som et U med åbningen vendt mod hovedbygningen og på den østlige længe udgik en kostald parallelt med Ryvej mod øst. I den vestlige længe var der svinestald. Selve laden (i dag beboerhuset Laden) strakte sig længere mod vest, men blev kortet af i svinestaldens bredde, da denne blev revet ned.

I Haandbryggerlaugets længe, der blev halveret ved vejens udvidelse til 2 spor, var der hestestald. Vores laugsstue er tidligere kornmagasin, hvortil adgangen var en nedfældig trappe, som iøvrigt senere kostede laugtes første oldermand en finger.

 

 

Nordisk Haandbryggerakademi

Da Thorkild Kristensen i 1950 forhøjede afgifterne på bl.a. øl, og bad hver enkelt borger om at tænke på landets alvorlige situation og gøre en indsats stor eller lille – fik Alf Grostøl den gode ide, at han ved at brygge sit eget forbrug af øl kunne frigøre en vis mængde af det øvrige øl, der fandtes i landet, til eksport. Samtidig sparede han penge til ølforbrugsafgift og kunne investere dem i tipning, så de på anden måde kom finansministeren til gode.
Grostøl startede så sit første håndbryggeri. Venner, der smagte hans øl, blev grebet af ideen, selvom det var en hobby, der både krævede tid og omhyggelighed. Således opstod Nordisk Haandbryggerakademi, der “med hånd og ånd” blev ledet af rektor Alf Grostøl.

Det bør også nævnes, at Alf Grostøl den 8. marts 1959 vandt kr. 10.000 i “Kvit eller dobbelt” ved at svare på 7 spørgsmål om øl.

I 1966 udgav han “Den lille håndbrygger” om håndbrygningens etik og teknik. I marts 1970 begyndte nogle af beboerne i Gjellerupplanen at lave deres eget håndbryggede øl – under vejledning af Alf Grostøl. Dette var starten af “Haandbryggerlauget af 1970 – Gjellerupplanen”, der har fået en stadig tættere kontakt til Nordisk Håndbryggerakademi, idet alle medlemmer ved at gøre en ekstra indsats kan blive optaget i “Akademiet”.

Efter at have brygget en passende mængde velsmagende øl – mindst 5 junger a 40 liter – kan en brygger indstille sit bryg til bedømmelse af smag, udseende m.v. Bliver øllet så godkendt af de fremmødte medlemmer af Haandbryggerlauget og Nordisk Haandbryggerakademi får bryggeren overrakt sit certifikat, der udnævner ham eller hende til” Håndsvendebrygger”. Certifikatet giver iøvrigt håndsvendebryggeren ret til at indstille sig som – “Underhåndsbrygmester.”

For at blive underhåndsbrygmester skal man skrive en afhandling, hvor hovedtemaet er øl. Selvfølgelig skal der også laves en junge godt håndbrygget øl til lejligheden. Afhandlingen skal forsvares over for to af Nordisk Håndbryggerakademi udpegede officielle opponenter, samt opponenter ex auditori. Bliver afhandlingen godkendt, udnævnes kandidaten til underhåndsbrygmester og optages i Nordisk Haandbryggerakademi. De hidtil forelagte afhandlinger har haft følgende titler:

“Øl og hekseri” af Eva Hemmer Hansen,
“Øl og fællesskab” af Georg Holm,
“Øl er trivsel” af Bjarne Laursen,
“Øl er sundt” af Ole Madsen.
Pensioneret Brygmester H.C. Harding fra Ceres, er idag Nordisk Haandbryggerakademis rektor.

 

 

Gamle traditioner i lauget

Ligesom stamværtshuse og stamkunder har deres faste vaner eller rytme, så har Haandbryggerlauget naturligvis også opbygget mange traditioner i tidens løb. Nogle mere højtidlige end andre, andre mere:

 

100 håndbryg
Det sker at nogle håndbryggere når at brygge det magiske tal 100 junger håndbryg, nogle når sågar at brygge 200 eller mere. Når håndbryggere har udvist en “med hånd og ånd” så aktiv indsats, markeres det med en kanonsalut i lauget gårdhave.
En del medlemmmer har i tidens løb rundet de hundrede bryg, men på nuværende tidspunkt er der kun fire, som har nået de 200 bryg. Det er de nuværende medlemer Bent og Inger Kanstrup med 280 bryg, Eva og Bjarne Laursen med 247 bryg og Denis McAllister med 206 bryg. Afdøde underhåndsbrygmester Georg Holm nåede at brygge 247 bryg.

 

Pinsemorgen
Lauget ældste og mest stolte tradition er pinsemorgen i lauget, hvor der holdes åbent hus for alle håndbryggere, deres famile og venner af lauget. Den festlige hyggedag starter klokken ni med kanonsalut, og er de første håndbryggere ikke kommet, så trisser de ligeså stille ind lidt efter lidt med morgenbrød, madkurv og en lille en til halsen. (Se også reportage om pinsemorgen 96 i “Haandbryggeren” nr. 12)

 

Portermesteskabet
En af de nyeste traditioner i lauget er portermesterskabet. Mindst en gang om året udfordres portermesteren af en håndbrygger i kunsten at fremstille den bedste håndbryggede porter, hvilket altid er ensbetydende med to spændende junger øl på hanerne i lauget. Nuværende portermester er Ei Andersen. (Læs om hvordan det hele startede i “Haandbryggeren” nr. 9 ,jubilæumsnummer, samt reportager fra mesterskabet i “Haandbryggeren” nr. 8, nr. 11, og nr. 13)

 

Sankt Thomasaften
Årets vigtigste og mest betydningsfulde ølhøjtid er Sct. Thomas-øllet. Eller på nudansk julebrygget.

 

Haandbryggerlauget – Ceres 8-3
En årlig begivenhed i samme kaliber som svenskerlandskampene i fodbold er fodbolddysten mellem de professionelle og amatørerne, Haandbryggerlauget mod kælderklubben fra Ceres. Kælderklubben er en personaleklub på Ceres i Århus, og har mange stolte traditioner. Desværre for lauget, er der ikke ret mange der kan huske, hvornår lauget vandt 8-3, som regel er det kælderklubben som løber med laurbærne efter anden halvleg.

Til gengæld vinder lauget altid tredje halvleg, som altid foregår i lauget. – Og når alt kommer til alt, så er det da også tredje halvleg, som er det væsenligste, selvom selvskabet ertid deles i to lejre: Dem der er til Ceres konsumøl og dem der er til håndbryg. – Og det er altid håndbryg der drikkes mest af! (Læs i øvrigt reportagerne fra de seneste par kampe i Håndbryggeren nr. 14 eller nr. 11).

Tilbage til laugets destillerede historie, eller tilbage til indhold eller videre ud i en verden om øl

 

 

Historier hørt ved ølhanen

Ved ølhanerne i lauget hører man mange interessesante og fornøjelige historie, nogle mere mere sandfærdige end andre. Under alle omstændigheder er de ikke kedelige. Desværre er det ikke alle saftige historier, som lader sig referere, de bedste skal opleves ved ølhanen. Men her er et lille udpluk af historiske historier.

En revykonge under hanen
En af de bedre historier fra gamle dage, er temmelig belastende for revykonge Anders Erboe fra Østjydsk Musikforsyning. Lauget har dog endnu ikke forsøgt at “klemme” Anders Erboe på den historie, selvom det kunne være fristende – og nu er det også nok for sent.

Karl Oskar’s odyssé
Karl Oskar Madsen, som desværre er afgået til de evige humlemarker, var laugets ukronede porterkonge og mand for mange interessante historier. En af de bedre om ham selv er denne.
Efter en animeret aften i lauget (hviken fest det drejede sig om fortoner sig i beruselsens tågebanker), fandt Karl det tid til at trisse hjem. – Og det var ikke før midnat, hvilket alle venner af Karl vidste alt om.

Lettere humleforgiftet og i opløftede stemning fandt Karl hjem til opgangen i blokken hvor han boede. – Og heldigvis for Karl, som naturligvis havde svært ved at finde nøglehullet, var hoveddøren ulåst, så Karl væltede ind for at sove den ud. – For ikke at genere familien mere en godt var, smed han sig på sofaen, som han var kommet hjem. – Men velopdragen som Karl trods alt var, tog skoene af først.

Morgenen oprandt, Karl vågnede tøstig og begyndte at få øjne. – Hva’ fanden er det for nogle billeder der hænger på væggen? – Det er sgu’ da ikke mine unger der render rundt.

Pludselig gik det op for Karl, er der var et eller andet grueligt galt. – Karl Oskar Madsen havde overnattet i en fremmed lejlighed, og hurtigere end lynet eller det at knappe en kapsel af, var Karl afsted på strømmesokker ud af lejligheden…
(Se i øvrigt Karls nekrolog i “Håndbrygggeren” nr. 12).

Kanoner over Brabrand
Karl Oskar Madsen var også kanonmester i lauget. Lauget er den lykkelige ejer af en gammel kanon (iøvrigt fremstillet af bl. a. en faldstamme), som fyres af ved alle festlige lejligheder i lauget. – Med løst krudt.
Men engang havde nogen spillet lauget et puds. En eller anden havde putte en kroketkugle i kanonen, og da kanonen så blev fyret af, fløj kuglen tværs hen over laugets gårdhave og Edwins Rarhsvej.

Det skulle forebygges, så der blev svejset et kryds på kanonløbets udmunding, og der med burde alle kunne brygge øl og drikke øl i sikkerhed. – Men, men, men – næste festlige lejlighed oprandt, Karl Oskar fyrede kanonen af og ud af mundingen kom en fuglerede med fugleunger. – Stakkels små, sket var sket, men nu er laugets kanonudmunding altid forsvarligt spærret af uden for øllet højtider og håndbryggets festivitas.